1.Del: Formulering af en "historistisk" samfundsanalytisk model:

1.Kap.: Indledning om samfundvidenskabens status: ..................Side 1:
Selvom samfundsvidenskaben blev etableret i 1800-tallet
er den stadigvæk opsplittet i rivaliserende teoriretninger,
som kan identificeres som henholdsvis positivistisk-,
fænomenologisk -og rationalistisk samfundsvidenskab

2.Kap.: Generel problemformulering for historisme-teorien:
Formålet med historisme-modellen er dobbelt, dels at skitsere en vej
frem mod en enhedvidenskab og dels at formulere en kritikbase, som
kan bruges, som et umiddelbart studieredskab.

3.Kap.: Generel hypotese om historisme-modellen:
Den grundlæggende "historistiske" hypotese er at den teknologiske
udvikling i sidste instans er bestemmende for udformningen af
samfundets politiske magtforhold.

4.Kap.: De samfundsvidenskabelige paradigmer og historisme-teorien:
Især om rationalismen og historismen.

10.Kap.: Om historisme-begrebet:
Historisme er det rationalistiske paradigmes samfundsvidenskab.

11.Kap.: Om historismemodellens syv teorifraktioner:
Sammenkædning og abstraktionsniveauer.

12.Kap.: Om den erkendelsesteoretiske teorifraktion: (2.Del):

13.Kap.: Om den rationaliseringsteoretiske teorifraktion: (3.Del):

14.Kap.: Om den determinationsteoretiske teorifraktion: (4.Del):

15.Kap.: Om den dominationsteoretiske teorifraktion: (5.Del):

16.Kap.: Om den hegemoniteoretiske teorifraktion: (6.Del):

17.Kap.: Om den totalitetsteoretiske teorifraktion: (7.Del):

18.Kap.: Om den historieteoretiske teorifraktion: (8.Del):

19.Kap.: Prioritering af historisme-modellens teorifraktioner:
Prioritering af determinations-, dominations- og historieteorien.
Paradigmerne og teorifraktionerne:

1.Kap.: Indledning om samfundvidenskabens status:

Samfundsvidenskaben lider stadigvæk under, at den er opsplittet i flere videnskabsteoretiske paradigmer og retninger.
Samfundsvidenskabens udvikling er især blevet hæmmet af dens opdel-
deling i en socialistisk -og liberalistisk del, som ikke har
villet beskæftige sig med hinanden. (Marx- contra Durkheim-traditionen).
Det er kun den weberianske samfundsvidenskab, som har prøvet
af slå bro mellem de samfundsvidenskabelige retninger.

Forekomsten af forskellige paradigmer eller "flere samfundsvidenskaber" medfører en besværliggørelse af en sammenligning af de konkrete forskningsresultater.
Dels fordi forskningsresultaterne er indlejret i forskellige paradigmer og grundlæggende forskellige begrebsapparater, dels fordi forskernes præference for et givet paradigme medfører en forskellig vægtning af, hvilke konkrete foreteelser, som er essentielle at inddrage i en samfundsvidenskabelig analyse.

Jeg mener derfor at det er vigtigt for samfundsforskerne hele tiden at være opmærksomme på muligheden for at arbejde frem mod en enhedssamfunds-videnskab.

Formålet med formuleringen af en "historistisk" samfundsvidenskabelig analysemodel er at bidrage til udviklingen af en enheds-samfundsvidenskab, samtidig med at den sætter mig i stand til at analysere en given social foreteelse ud fra en enheds-teori.

2.Kap.: Generel problemformulering for historisme-teorien:

Formålet med historisme-modellen er dobbelt, dels at skitsere en vej frem mod en enhedvidenskab og dels at formulere en kritikbase, som kan bruges, som et umiddelbart studieredskab.

Jeg vil identificere tre samfundsvidenskabsteoretiske paradigmer:
positivistisk-, fænomenologisk -og rationalistisk samfundsvidenskab, men jeg
har valgt at tage udgangspunkt i den rationalistiske samfundsvidenskab.

Det rationalistisk paradigme er splittet op i tre rivaliserende teoriretninger: den videnskabelige socialisme, funktionalismen og den kritiske rationalisme, som efter min mening må integreres for at opnå en brugbar samfunds-videnskabelig kritikbase.

Jeg vil prøve at uddrage nogle substantielle samfundsvidenskabelige problemfelter, som gør det muligt at sammenligne de forskellige teoriers studier af bestemte analyseområder.
F.eks. menneskets erkendelsesmuligheder eller relationen mellem teknisk akkumulation og politiske forandringer.

Jeg har uddraget syv substantielle samfundsvidenskabelige emner, som jeg vil prøve at kæde sammen i syv teorifraktioner i en samfundsanalytisk model, som jeg har valgt at kalde for "historisme".

3.Kap.: Generel hypotese for historisme-teorien:

Produktivkraft-udvikling og samfundsudvikling:

Det er min generelle hypotese at den tekniske fornufts historiske akku-
mulation i en kombination med befolkningsudviklingen er bestemmende for
samfundsforholdenes udformning og udvikling,

I min formulering af en generel samfundsvidenskabelig analysemodel er jeg især interesseret i den indflydelse den teknologiske udvikling har for forandringen af de politiske magtforhold i samfundet.

10.Kap.: Om historisme-begrebet:

Jeg har valgt at anvende begrebet "historisme", som betegnelse for den rationalistiske enheds-samfundsvidenskab, som jeg mener det er muligt at udvikle.

Begrebet historisme udtrykker den opfattelse at historien kan periodiceres i samfundstyper eller epoker, som er karakteriseret ved at samfundet er udformet af et ensartet sæt af lovmæssigheder, hvilke gør det muligt at studere
visse samfund uden hensyn til deres historiske oprindelse.

(Begrebet historisme må ikke forveksles med begrebet historicisme, som er navnet på en idealistisk samfundsfilosofi).

11.Kap.: Oversigt over den "historistiske" samfundsanalysemodel:

Sammenkædning og abstraktionsniveauer:

Ud fra min gennemgang af de forskellige samfundsvidenskabelige teorier har jeg uddraget syv problemfelter, som jeg mener må være substantielle for et samfundsvidenskabeligt paradigme:

Historisme-modellen består af følgende syv teori-fraktioner:

1: Erkendelsesteori: Fornuftsbegrebet i filosofien og erkendelseskilder.
Idealisme, dualisme og materialisme.
2: Rationaliseringsteori: Fornuftens tekniske og kulturelle akkumulation.
Åndelig og materiel akkumulation.
3: Determinationsteori: Faktorer som bestemmer samfundsformen.
Determination af teknik, kultur, befolkning m.m..
4: Dominationsteori: Produktionsmådebegrebet.
Tekniske akkumulationstrin og samfundstyper.
5: Hegemoniteori: Produktionsmåder kombineres i
samfundsformationer.
6: Totalitetsteori: Forholdet mellem samfundsformationer.

7: Historieteori: Historisk periodicering og produktionsmåder.
Epoker styret af de samme lovmæssigheder.

Disse syv teorifraktioner udgør forskellige analytiske abstraktionsniveauer, som jeg vil skitsere kort, for at give et umiddelbart overblik over historisme-modellen, inden jeg går over til den egentlige gennemgang.

Om 1.Del: Formulering af en historistisk samfundsanalytisk model:

Min overordnede problemformulering er at strukturere en generel
samfundsvidenskabelig analysemodel, som tematiserer problematikken
om 'dialektikken' mellem teknisk akkumulation og udviklingen
af magtforholdene i samfundet.

Jeg vil især studere tematikken om teknisk akkumulation og politisk
forandring under begrebet 'dominationsteori', som jeg anvender som et overbegreb for den videnskabelige socialismes produktionsmådebegreb og funktionalismens begreb om det sociale system.

Mit udgangspunkt for udformningen af en historistisk analysemodel er
den rationalistiske samfundsvidenskabs tre hovedretninger:

1: Videnskabelig liberalisme: Spencer, Durkheim og Parsons.
2: Videnskabelig socialisme: Marx, Gramchi og Poulantzas.
3: Videnskabelig integration: Weber, Popper og Berger.

På trods af de store uenigheder mellem disse tre teori-traditioner, mener jeg alligevel , at der eksisterer en vis "teoretisk fællesmængde" mellem dem, nemlig et rationalistisk udgangspunkt kombineret med den opfattelse at samfundets politiske, tekniske og kulturelle udformning udgør en logisk enhed, i modsætning til positivismen som afviser at en sådan sammenkobling af disse samfundsfaktorer er mulig.

Fænomenologien har formuleret en handlingsteori, positivismen har formuleret en systemteori og rationalismen forsøger at sammenkoble systemteorien og handlingsteorien.

P.Berger, N.Poulantzas og J.Habermas konstruerer Deres samfundsteorier, som en afvisning af T.Parsons` funktionalistiske "koblingsforsøg".

Dominationsteori og produktionsmådebegrebet:

Mit centrale problemfeldt er 'dominationsteorien', som jeg vil
anvende som et generelt begreb for teorier, som forsøger at be-
stemme forholdet mellem sociale magttyper og bestemte objektive
miljøvilkår, såsom produktionsmåde-begrebet og begrebet om
det sociale system.

Jeg har valgt at strukturere min samfundsanalytiske model efter
produktionsmåde-begrebet, som det er blevet reformuleret af
L.Althusser, N.Poulantzas og E.O.Wright.

Historisme-modellens syv teoridele:
Jeg deler den historistiske samfundsvidenskabelige analysemodel op i syv dele, som er flettet sammen på en måde, som gør det umuligt forstå en enkelt af teoridelene uden de andre dele, hvilke omstændeliggør fremstillingen, idet de enkelte teorfraktioner nødvendigvis må komme til at indeholde en del "dobbeltkonfekt".

12.Kap.: Om den erkendelsesteoretiske teorifraktion: (2.Del):

Det første trin i en samfundsanalyse er at forstå ens eget analytiske
udgangspunkt, både ud fra ens historiske epoke og sociale klasse-tilhørsforhold.

'Det' som erkender den sociale verden er selv formet i den givne verdens
specielle billede.

Den positivistiske samfundsvidenskab anerkender ikke den erkendelsesteoretiske problematik som et videnskabeligt genstandsområde, men betragter den som "kunst". (Jævnfør f.eks. Hempel).

Den fænomenologiske samfundsvidenskabs stærke side er dens højtudviklede studier af problematikken omkring studiet af andre kulturer end ens egen gennem den fænomenologiske reduktion, men dens svage side er dens dualistiske opdeling af videnskaben i en samfundsvidenskabelig del og en naturvidenskabelig del.

Den rationalistiske samfundsvidenskab mener at kunne sammenkoble den positivistiske systemteori og den fænomenologiske handlingsteori til en enheds-videnskab.

Konklusion om opdeling i fire erkendelseskilder:
Som konklusion mener jeg at kunne konstatere, at de samfundsvidenskabelige retninger arbejder med fire erkendelseskilder, hvis anvendelse de hver for sig har rendyrket

1: Introspektion: Fænomenologien. (Kant, Simmel og A.Schutz).
2: Fornuft: Rationalismen. (Hegel, Marx og Weber).
3: Sansning: Empirismen. (Hume, Hempel og Rostow).
4: Intuition: Eksistensialismen. (Kierkegaard og G.H.Mead).

Den menneskelige fornuft er ikke blot en kilde til erkendelse, men er også i stand til at eksternalisere sig i form af en teknologisk udvikling, som eventuelt har konsekvenser for samfundets udformning. Denne problematik vil jeg skitsere i den rationaliseringsteoretiske teorifraktion.

13.Kap.: Om den rationaliseringsteoretiske teorifraktion: (3.Del):

Det andet trin i en samfundsanalyse bliver at definere fornuftens
udviklingstrin.
Den menneskelige fornuft er ikke blot en kilde til erkendelse, den
objektiviserer sig også i en teknologisk akkumulation og skaber dermed
mulighed for en historisk udvikling.

Fornuftens historiske akkumulation kan deles i en ideologisk side
og en teknisk side, som kan karakteriseres som h.h.v. en subjektiv
side og en objektiv side, men Hegel har ret i at den tekniske
side (objektive side) er objektiviseet fornuft (subjekt).
Der er tale om fornuftens dialektik med sig selv. (Monisme).

J.Habermas har i sit værk om "fornuften og rationaliseringen af samfundet"
beskrevet den proces, hvor der sker en afmystificering af verdensopfattelser gennem den historiske udvikling.
(Første del af værket: The theory of communicative action).

Korrespondens-hypotese om teknologisk udvikling og kulturkredse:
Skematisk fremstillet kan man formulere følgende korrespondens-hypotese for den teknologiske akkumulation og forandringen af verdensopfattelserne gennem historien.

Udviklingen af fornuftens to akkumulations-sider:
1: Jægersamfund, nomadesamfund, landbrugssamfund og industrisamfund.
2: Animistisk - mytologisk - idealistisk og materialistisk verdensopfattelse.

Rationaliseringsteorien og de øvrige teoridele:

Rationaliseringsteorien anvendes her til at kunne skelne mellem
forskellige samfunds rationaliserings-stader og deres politiske
forhold, idet samme type af politiske forhold eventuelt godt kan
eksistere på forskellige tekniske akkumulations-trin.
F.eks. skelner man indenfor den videnskabelige socialisme mellem
urkommunisme og kommunisme, som er karakteriseret af forskellige
objektive rationaliseringstrin, men af samme type af produktionsforhold.
F.eks. kan man diskutere i hvilket omfang 'fremmedgørelsen' i
det moderne samfund er et resultat af den industrielle arbejdsdeling
eller af de kapitalistiske produktionsforhold.

14.Kap.: Om den determinationsteoretiske teorifraktion: (4.Del):

Det tredje trin i en samfundsanalyse bliver at studere rationaliseringens
betydning for samfundsforholdenes udformning.

Fornuftens historiske udvikling manifesterer sig i forskellige geografiske
situationer og den muliggør en befolkningsvækst, som kan have indflydelse på
samfundets udformning.
Rationaliseringsteorien kan derfor udbygges med et givet antal sociale determinationsfaktorer, som er essentielle for ethvert samfunds udformning.

Fornuftens akkumulation og dens konsekvenser for de politiske
magtforhold formidles over en række af determinations-faktorer
som ikke akkumuleres kvalitativt, f.eks. de geografiske forhold
og befolkningsudviklingen.

Det er determinationsteoriens opgave at lokalisere alle de faktorer , som er bestemmende for samfundets udformning og udvikling.

Udledning af determinations-faktorer for samfundets udformning:

Den teknografiske determinationsfaktor:
Fornuftens udvikling i den tekniske akkumulation, vil jeg karakterisere som
den teknografiske determinationsfaktor.

Den demografiske determinationsfaktor:
Den teknografiske determinationsfaktor. medfører en produktivitetsstigning, som muliggør en befolkningsvækst, som eventuelt kan have en væsentlig indflydelse på udformningen af samfundet, det er derfor nødvendigt at inddrage en demografisk determinationsfaktor.
Teknisk akkumulation og befolkningstal sammenfattes i begrebet
'produktivkraft', idet befolkningstallet afgør mængden af arbejdskraft.

Den økografiske determinationsfaktor:
Indenfor den videnskabelige socialisme har man traditionelt arbejdet med en "økonomisk" determinationsfaktor, som omhandlede alle værdibevægelser, inclusiv den værdi som er akkumuleret i den teknologiske udvikling.

Den teknografiske -og økografiske determinationsfaktor:
Jeg mener at det vil være hensigtsmæssigt at udskille den teknografiske faktor fra den økonomiske, idet dette kan give et mere præcist begrebsapparat.
Jeg vil definere "økonomi minus teknik, som økografi".

Jeg vil især fremhæve E.Laclau's definition af begrebet økonomi, hvor han udskiller 'produktionen' fra økonomibegrebet,
hvorved økonomi kan opsplittes i 'økografi og teknografi'.
Denne begrebsdifferentiering giver mulighed for at præsisere
problematikken om historisk overdetermination, som så kan
bestemmes som teknografisk overdetermination og ikke økonomisk overdetermination, som Althusser mener.

Jeg vil komme nærmere ind på udledningen af de øvrige determinationsfaktorer i den determinationsteoretiske teorifraktion.

Hypotetisk opdeling i otte sociale determinations-faktorer:

Opdeling i fire subjektive determinationsfaktorer:
1-4: Menneskets psyke, ideologi, kultur, politik.

Opdeling i fire objektive faktorer:
5-8, økografi, demografi, teknografi og geografi.

15.Kap.: Om den dominationsteoretiske teorifraktion: (5.Del):

Det fjerde trin i en samfundsanalyse er at fastlægge hvilke betydning
den teknografiske akkumulation og den deraf muliggjorte
befolkningsvækst har for samfundsforholdene og vice verca.

F.eks. skaber landbrugsteknologi evt. slavesamfund og feudalisme.
F.eks. skaber industrialisering kapitalisme og evt. Kommunisme.

Jeg har valgt begrebet 'dominationsteori', som et generelt begreb
for den teoridel, som beskæftiger sig med sammenhængen mellem
sociale magttyper og givne objektive determinationsfaktorer.

De forskellige determinationsteoretiske faktorer konstituerer
sig som en 'strukturel kausalitet', som studeres under forskellige
begreber indefor de forskellige teoriretninger:

Den videnskabelige socialisme anvender produktionsmådebegrebet og
den videnskabelige liberalisme anvender begrebet om det sociale system for den problematik, som jeg vil sammenfatte under begrebet dominationsteori.

I denne opgave har jeg dog valgt at koncentrere mig om den videnskabelige
socialismes "dominationsteori" i den historiematerialistiske udformning.

Dominationsteoretisk hypotese: Opdeling i syv typer af produktionsmåder:

Jægersamfund: (uanset befolkningstal): Urkommunisme.
Nomadesamfund med lavt befolkningstal: Gerontarki. (Ældremagt).
Nomadesamfund med højt befolkningstal: Patriarki. (Mandemagt).
Landbrugssamfund med lavt befolkningstal: Despoti. (Slaveri).
Landbrugssamfund med højt befolkningstal: Feudalisme.
Industrisamfund med lavt befolkningstal: Kapitalisme.
Industrisamfund med højt befolkningstal: ? Kommunisme?

Eksempel: Dominationsteori og rationaliseringsteori om kapitalismen:

Der er mit indtryk at der ikke idag eksisterer en samfundsvidenskabelig retning, som kombinerer rationaliseringsteorien og dominationsteorien
på en tilfredsstillende måde.

Om magt og fremmedgørelse:
Fornuftens generelle historiske akkumulation i form af en øget arbejdsdeling og dermed arbejdsspecialisering medfører en vis fremmedgørelse af mennesket, som oprindeligt blev skabt til at leve i et urkommunistisk jæger-samler samfund.

Den videnskabelige liberalisme opfatter arbejdernes 'sociale uro', som udelukkende et resultat af deres manglende kulturelle tilpasning til den industrielle arbejdsdeling.
Jævnfør f.eks. Durkheims begreb om social anomi.

Den videnskabelige socialisme mener at en eventuel 'fremmedgørelse' i det
moderne samfund må henføres udelukkende til de kapitalistiske magtforhold
og dermed ikke til selve arbejdsdelingen, som Durkheim mener.

Jeg mener ikke at fremmegørelse eller social anomi kan henføres alene til den teknologiske udvikling eller alene til magtforholdene i samfundet, men at der er tale om et både og.

Dominationsteoriens genstandsområde:

Fra teoretisk abstraktion til konkret abstraktion:
Dominationsteorien beskæftiger sig med de enkelst mulige samfundstyper, som godt kan eksistere som konkrete samfundseksempler, men da de fleste konkrete samfund eksisterer på grundlag af flere teknologiske udviklingstrin
samtidigt, er det nødvendigt med en teorifraktion som omhandler denne problematik, jævnfør næste teorifraktion om hegemoniteori.

16.Kap.: Om den hegemoniteoretiske teorifraktion: (6.Del):

Det femte trin i en samfundsanalyse er at fastlægge hvorvidt
et givet konkret samfund eventuelt består af flere tekniske
akkumulations-trin på samme tid, som må differentieres før man kan forstå
de forskellige teknologiers betydning for samfundsforholdene.

De fleste konkrete samfund eksisterer på grundlag af to teknografiske
akkumulationstrin samtidigt, f.eks. landbrug og industri, de fleste produktionsmåder er derfor flettet ind i hinanden. Denne problematik vil jeg studere under begrebet hegemoniteori.

Althusser anvender begrebet samfundsformation, for et samfund, som er
formeret af to eller flere produktionsmåder.
Det femte trin i en samfundsanalyse kan dermed præciseres til en problematik om at fastlægge betydningen af sameksistensen af forskellige produktionsmåder indenfor en samfundsformation.

Prioritering af hegemoniteoretisk genstandsområde:
Jeg vil prioritere et studie af den kapitalistiske samfundsformationstype,
som kan defineres ved den kapitalistiske produktionsmådes hegemoni
over den feudalistiske -og kommunistiske produktionsmåde.

17.Kap.: Om den totalitetsteoretiske teorifraktion: (7.Del):

Det sjette trin i en samfundsanalyse er at fastlægge betydningen
af forholdet mellem forskellige samfundsformationer.
Denne problematik hedder aktuelt 'international politik', men
jeg foretrækker det overhistoriske begreb totalitetsteori.

Betydningen af rivaliseringen mellem samfundsformationerne for den enkelte samfundsformation kan forventes af være forskellig, mellem forskellige typer af samfundsformationer, men der eksisterer eventuelt en overhistorisk alliancemodel, hvor f.eks. to svage samfund vil alliere sig mod et stærkt samfund.
Indenfor det totalitetsteoretiske problemfeldt kan der dermed eksistere en vis overhistoriske logik.

Perioden efter den 2.verdenskrig er karakteriseret af en teknisk udvikling der tenderer mod en global arbejdsdeling, hvorved hele verden vil blive samlet til en stor verdenskapitalistisk samfundsformation, men indtil dette er sket, har den internationale rivalisering stadigvæk en stor betydning for de enkelte samfundsformationer.

18.Kap.: Om den historieteoretiske teorifraktion: (8.Del):

Det syvende og sidste trin i en samfundsanalyse er at periodicere historien.

Hvis det er muligt at definere en given historisk periode, ud fra en social
lovmæssighed, som ikke gælder for andre perioder, kan denne periode
karakteriseres som en epoke. En epoke kan derfor studeres uden at det er
nødvendigt at inddrage den foregående historie. Analysen af et sådant
genstandsområde kan karakteriseres som et synkront studie.

Man kan nævne følgende eksempler på historiske periodiceringsmodeller.

1: Den historisk materialistiske periodiceringsmodel:
Urkommunisme, despoti, feudalisme, kapitalisme og kommunisme.
2: Den kapitallogiske periodiceringsmodel:
Præ-kapitalisme, kapitalisme og post-kapitalisme.
3: Den funktionalistiske periodiceringsmodel:
Durkheim: Mekanisk og organisk arbejdsdeling.
4: Den positivistiske periodiceringsmodel:
Stenalder, bronzealder, jernalder, ...... atomalder.

Historisk periodicerings-hypotese:

Jeg har valgt den historiematerialistiske periodicerings-model, som anvender produktionsmådebegrebet som periodiceringskriterium, som mit teoretiske udgangspunkt.
Jeg mener dog samtidigt at, historien kan periodiceres efter
andre kriterier, som bygger på andre abstraktionsniveauer.
F.eks. kan den kapitallogiske historieteori muligvis kombineres
med den historiematerialistiske historieteori, som f.eks.
J.Martinussen og J.Elster mener.

19.Kap.: Prioritering af historisme-modellens teorifraktioner:

Prioritering af determinations-, dominations- og historieteorien:

Historismemodellens syv teorifraktioner udgør en helhed, men af "pladsmæssige årsager" har det været nødvendig at foretage en prioritering.

Jeg mener at det dominationsteoretiske problemkompleks er det mest presserende for sociologien af få afklaret.
Det var derfor min oprindelige intension at gøre mest ud af dominations-teorien og produktionsmådebegrebet, men da afklaringen af den dominations-teoretiske problematik må bygge på konkrete historievidenskabelige og samfundsvidenskabelige studier, som må færdiggøres før en dominations-teoretisk afklaring bliver mulig, har jeg måttet opprioritere den historie-teoretiske teorifraktion.

Derudover mener jeg at alle de grundlæggende samfundsvidenskabelige begreber, såsom f.eks. økonomi, politik og kultur er alt for vagt definerede af de samfundsvidenskabelige retninger. Det har derfor også været nødvendigt at opprioritere den determinationsteoretiske teorifraktion, hvor jeg prøver at få rede på hvilke indhold de forskelige videnskabelige retninger giver disse grundlæggende begreber.