|
2.Del: Erkendelsesteori: - Personmodeller:
Indhold til erkendelsesteori:
20.Kap: Indledning om erkendelsesteori: .........................................
Side 2:
Erkendelsesteori og samfundsvidenskab.
Især den rationalistiske erkendelsesteori.
21.Kap: Forskellige erkendelsesteorier: ..........................................
Side 3:
Strukturering af erkendelsesteorier:
Erkendelsesteori og filosofi:
Idealistisk-, dualistisk og -materialistisk filosofi.
Opdeling i tre erkendelsesteorier:
Fænomenologisk-, positivistisk -og rationalistisk
teori.
22.Kap: Erkendelsesteoretisk hypotese: ........................................
Side 4:
Opdeling i fire erkendelseskilder:
Introspektion, sansning, intuition og fornuft.
23.Kap.: Sansning som erkendelseskilde:
24.Kap.: Intuition som erkendelseskilde:
25.Kap.: Introspektion som erkendelseskilde:
26.Kap.: Fornuft.som erkendelseskilde:
27.Kap: Erkendelsesteori og samfundsvidenskab:
Om forskellige erkendelsesformer i de historiske
epoker.
28.Kap: Vurdering af erkendelsesteorien:
29.Kap.: Konklusion om erkendelsesteorien:
Valg af den rationalistiske erkendelsesteori, som
ud-
gangspunkt for min samfundsanalytiske model.
20.Kap: Indledning om erkendelsesteori:
Det første trin i en videnskabelig analysemodel må
være en afklaring af gennem hvilke kilder det er muligt
at nå frem til en videnskabelig erkendelse.
I denne teorifraktion vil jeg argumentere for at mennesket
har fire erkendelseskilder, nemlig sanseerfaring, intuition,
introspektion og fornuft.
Den empiristiske samfundsvidenskab begrænser videnskabsbegrebet
til alene at omhandle sanseerfaring og en deraf afledt metode
for objektiv måling.
Den empiristiske samfundsvidenskab bliver afvist af både
den fænomenologiske -og den rationalistiske samfundsvidenskab,
som mener at der eksisterer andre kilder end sanseerfaring, som
kan bruges til en videnskabelig erkendelse.
----
----
Erkendelsesteorien er en fortsættelse af den filosofiske
tradition.
Da de fleste begreber har forskellig betydning indenfor de
for-
skellige erkendelsesteoretiske systemer, er det vigtigt at
klargøre indenfor hvilke system eller paradigme ens begreber
er defineret i.
Formålet med denne del er at vælge et erkendelsesteoretisk
udgangspunkt for mit videre projekt.
Jeg vil prioritere Althusser's -, Poulantzas' -og E.O.Wright's
erkendelsesteoretiske overvejelser.
21.Kap: Forskellige erkendelsesteorier og 'historisme':
Indhold:
H.afs.A: Indledning om erkendelsesteorier og historisme:
Om struktureringsmodeller af erkendelsesteorier.
H.afs.B: Strukturering af de forskellige erkendelsesteorier:
Positivistisk, fænomenologisk -og rationalistisk
teori.
H.afs.C: Positivistisk erkendelsesteori og historisme:
Empiristisk -og eksistensialistisk erkendelsesteori.
H.afs.D: Fænomenologisk erkendelsesteori og historisme:
Neokantianismen.
H.afs.E: Rationalistisk erkendelsesteori og historisme:
Funktionalisme, marxisme og kritisk rationalisme.
H.afs.F: Øvrige erkendelsesteoier og historisme:
Annalesskolen, strukturalismen og neoevolutionismen.
H.afs.G: Erkendelsesteoretiske integrationsbestræbelser:
Ø.Østerud og J.Elster.
H.afs.H: Vurdering af erkendelsesteorier og historisme:
H.afs.I: Konklusion om erkendelsesteorier og historisme:
H.afs.A: Indledning om erkendelsesteorier og historisme:
I min gennemgang af de forskellige erkendelsesteorier, vil
jeg ikke komme nærmere ind på de sociale årsager
til deres oprindelse og udbredelse, idet jeg vil komme nærmere
ind på denne problematik i de efterfølgende teorifraktioner.
Samfundsfilosofiens udvikling fra idealisme til empirisme:
Samfundsfilosofien var til og med skolastikken af ren monistisk
idealistisk karakter.
Skolastikerne opfattede samfundet som en umiddelbar guddommelig
manifestation og sandheden om Jesu mirakler blev opfattet som
indiskutable.
Det var først med R.Descartes opgør med skolastikken
i hans værk "om metoden" fra 1625, at vejen blev
åbnet for et udogmatisk studie af samfundet.
Den empiristiske naturvidenskab modbeviste efterhånden
de skolastiske dogmer om at jorden var universets centrum o.s.v.
Skolastikerne måtte efterhånden krybe til korset
og give plads for den empiristiske videnskab.
Det empiristiske videnskabs-ideal blev overtaget af samfundsfilosofferne,
som ønskede af formulere en "samfunds-fysik",
som A.Comte kaldte sin samfundsteori, før han fandt på
at kalde den for sociologi.
Den empiristiske sociologi blev det første samfundsvidenskabelige
paradigme, som blev almindeligt anderkendt som "videnskab"
og dette paradigme har stadigvæk mange tilhængere.
Jeg vil derfor begynde min gennemgang af de forskellige erkendelsesteorier
med den empiristiske samfundsvidenskabs erkendelsesteori.
--------------
--------------
Kan polemikken mellem idealismen og materialismen sammenlignes
med spørgsmålet om hvad der kom først, hønen
eller ægget?-.
Prioritering af rationalistisk erkendelsesteori og historisme.
Kan den rationalistiske erkendelsesteori hente inspiration
fra
den fænomenologiske -og positivistiske erkendelsesteori?-.
Kan man udlede en erkendelsesteoretisk fællesmængde
af enighed
fra de mange erkendelsesteorier?-.
Den filosofiske tradition og erkendelsesteori:
Det er min opfattelse at de forskellige erkendelsesteoretiske
retningers forskere, på trods af deres videnskabelige intensi-
oner, stadigvæk arbejder i forlængelse af de tre
traditionelle
filosofiske systemer: idealismen, dualismen og materialismen,
som så fremstår som: fænomenologi, positivisme
og rationalisme.
Det vil sige at fænomenologi forskning primært
er blevet udført
af forskere med en idealistiske verdensanskuelse, positivistisk
forskning af folk med en dualistisk verdensopfattelse og ratio-
nalistisk forskning af folk med en materialistisk opfattelse.
Hvis det er rigtigt at de fleste forskere vælger en
videnskabs-
teoretisk retning ud fra en forudgiven (filosofisk) verdens-
opfattelse, kan man frygte at de blot vil anvende deres 'vi-
denskabelige' konklusioner til at bekræfte, deres forudgivne
verdensopfattelses rigtighed.
Hvilke er nok så vigtigt at afsløre. (Jævnfør
Ø.Østerud).
I denne afdeling vil jeg derfor nøjes med at identificere
de
forskellige grundlæggende erkendelsesteoretiske retninger,
med
henblik på at illustrere holdbarheden i min hypotese om
en
strukturering i tre samfunds-videnskabsteoretiske retninger.
Derefter vil jeg forsøge at uddrage de dele af de forskellige
erkendelsesteorier, som jeg mener kan integreres i en enheds-
samfundsvidenskabelig teori, som jeg vil kalde for historisme.
H.afs.B: Strukturering af de forskellige erkendelsesteorier:
Om struktureringsmodeller af erkendelsesteorier.
Hypotetisk strukturering i tre erkendelsesteorier:
Fænomenologisk -, positivistisk -og rationalistisk teori.
Den rationalistiske erkendelsesteori mener at menneskets erken-
delse er et historisk -og socialt produkt. Hvis dette er rigtigt
må årsagen til at menneskene har forskellige erkendelsesteorier,
søges i deres sociale tilværelse.
Den kritiske rationalisme, (Weber og Popper), afviser at det
er
muligt af forudsige samfundsudviklingen og karakteriserer den
videnskabelige socialisme som teleologisk. Er denne kritik be-
rettiget?-.
Den rationalistiske strukturering af samfundsvidenskaben:
Den marxistiske strukturering af samfundsvidenskaben:
Den videnskabelige socialisme strukturerer samfundsvidenskaben
i tre grupper, 1: hermeneutik, 2: positivisme og 3: marxisme.
(Se f.eks. Ib Thiersen 1976: Introduktion til historieteori
og
G.Iggers 1980: Moderne historievidenskab).
Jeg mener ikke at denne tredeling er brugbar, fordi den ikke
kan klassificere 'rationalistisk' videnskab. Jeg vil foreslå
følgende tredeling: fænomenologi, positivisme og
rationalisme,
idet jeg mener at både Marx og Weber er rationalister,
men at
Weber ikke er 'marxist'.
----
Iggers opdeler samfundsvidenskaben i tre tilgange:
----
1: Nomoterisk tilgang:
F.eks. den klassiske positivisme og strukturalismen.
2: Hermeneutisk tilgang:
F.eks. Rickert.
3: Dialektisk materialistisk tilgang:
F.eks. Marx, Lukacs, Korsch og Gramsci.
(Iggers, G. 1980: Moderne historievidenskab. Side 31).
----
----
U.afs.C: Iggers om den nomoteriske tilgang i videnskaben:
----
I G.Iggers 'nomoteriske' kategori for samfundsvidenskabelige
tilgange inddrager han den traditionelle positivisme, annales-
skolen og den franske strukturalisme.
G.Iggers om den traditionelle positivisme:
G.Iggers mener ikke at 1800-tallets positivister, f.eks. Comte,
Taine og Buckle, var i stand til at indløse deres egne
krav til
empirisk underbygning af teorien..
Som eksempel på nyere traditionelle positivister nævner
Iggers
W.Rostow og R.W.Fogel.
(Iggers, G. 1980: Moderne historievidenskab. Side 32).
G.Iggers om annales-skolen:
Denne skole inddrager underbevidsthedens strukturer i deres gen-
standsområde.
Iggers nævner også den kritiske teori som et eksempel
på denne
teoriretning.
(Iggers, G. 1980: Moderne historievidenskab. Side 33).
G.Iggers om den franske strukturalisme:
G.Iggers mener at den franske strukturalisme kan karakteriseres
ved dens betoning af det 'naturalistiske og biologiske grundlag
for al bevidsthed'.
F.eks. Lacan, C.Levi-Strauss og R.Barthes.
(Iggers, G. 1980: Moderne historievidenskab. Side 34).
U.afs.D: Iggers om den hermeneutiske tilgang i videnskaben:
----
Om 'mening'.
F.eks. Ranke, Windelband og I.Berlin. (Idealister).
F.eks. Rickert, Mannheim og Weber. (Dualister).
(Iggers, G. 198O: Moderne historievidenskab. Side 34-35).
----
----
U.afs.E: Iggers om den dialektisk materialisme's tilgang:
----
Her bygger Iggers på teoretikere som fremhæver betydningen
af
bevidst menneskelig aktivitet.
F.eks. Marx, Lukacs, Korsch, Gramsci og Hobsbawm.
(Iggers, G. 1980: Moderne historievidenskab. Side 35).
----
----
U.afs.F: Vurdering af Iggers' teori-opdeling:
----
B.E.Jensen mener at Iggers' forsøg på at harmonisere
de forskel-
lige teoripositioner er utilfredsstillende, fordi Iggers mener
at f.eks. annalesskolen og marxismen supplerer hinanden og kan
bringes på en fællesnævner som mener at konflikterne
i samfundet
sætter grænser for en værdifri samfundsforskning.
(Jensen, Bernard E. 198O: Iggers som historiograf. Side 184).
Problemet bliver her at fastlægge denne grænse
for værdifrihed,
som hermed bliver et praktisk kompromis mellem en dualistisk
-og
monistisk erkendelsesteoretisk grundposition.
Jeg er enig med Iggers i at dele samfundsvidenskaben om i
tre
tilgange, som kan karakteriseres som nomoterisk (positivistisk),
hermeneutisk og dialektisk materialistisk.
Jeg vil dog ikke kategorisere de forskellige konkrete teoriret-
ninger på samme måde som Iggers.
F.eks. vil jeg anvende begrebet rationalistisk samfundsforskning
om både den dialektisk materialistiske-, den strukturfunktio-
nalistiske og den kritisk rationalistiske samfundsvidenskab,
som en samlet 'rationalistisk' samfundsvidenskabelig retning.
Jeg mener at dette er muligt, bl.a. fordi Webers kritisk ratio-
nalistiske videnskab er blevet fejlvurderet til at tilhøre
en
'mål-rationalistisk' og dermed positivistisk teori-retning.
H.afs.C: Positivistisk erkendelsesteori og historisme:
Empiristisk -og eksistensialistisk erkendelsesteori.
Den empiristiske erkendelsesteori opstod som et opgør
med den idealistiske spekulation omkring naturen.
Astronomiens udvikling havde efterhånden modbevist den
skolastiske naturopfattelse, som byggede på en rigid fortolkning
af Aristoteles.
Empirismen begrænsede sit genstandsområde til
naturen og undgik dermed at komme ind på en videnskabelig
bestemmelse af moralske værdier, som blev overladt til
kunstens genstandsområde og den eksistensialistiske filosofi.
Empirismen blev videreudviklet til en logisk empirisme i 1900-tallet,
men dens erkendelsesteoretiske grundprincipper blev bevaret.
Da eksistensialismen anerkender det empiristiske videnskabsbegreb,
vil jeg sammenfatte disse to retninger under det positivistiske
paradigme.
Som eksempel på en empiristisk videnskabsteoretiker
vil jeg nævne C.G.Hempel:
Carl G. Hempel's positivistiske samfundsvidenskab:
Indledning om C.G.Hempels teori:
Valg af C.G.Hempel som eksempel på en empiristisk teoretiker.
I min gennemgang af Carl G. Hempel's teori vil jeg udvælge
de
områder hvor han behandler social determination og social
udvikling i forbindelse med et empiristisk videnskabsbegreb.
Johansson og Liedman karakteriserer Hempel som logisk positi-
vist.
(Johansson och Liedman 1983: Positivism og marxism. Side 24).
For C.G.Hempel er videnskab alt hvad der kan bekræftes
-eller
afkræftes i forbindelse med empiriske resultater, men Hempel
mener at det for en historiker altid vil være nødvendigt
at
anvende generelle love.
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 355.
Her i: P.Gardiner ed. 1959: Theories of history. Side 344-56).
C.G. Hempel's definition af en general lov:
'By a general law, we shall here understand a statement of
universal conditional form, which is capable of being confir-
med or disconfirmed by suitable empirical findings'.
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 345).
----
C.G.Hempel om naturvidenskab og samfundsvidenskab:
'...general laws have quite analogous functions in history
and in the natural sciences, that they form an indispencable
instrument of historical research, and that they even
constitute the commen basis of various procedures which are
often considered as characteristic of the social in
contradiction to the natural sciences.' ...
'Both can give an account of their subject-matter only in
terms of general concepts, and history can -grasp the unique
individuality- of its objects of study no more and no less
than can physics or chemistry'.
(Hempel 1942: The function of general laws in h...: S. 345-346).
(C.G.Hempel 1942: Her Gardiner ed. 1959, s.345).
C.G.Hempel afviser dermed at der kan skabes en speciel samfunds-
videnskab.
----
C.G.Hempel's krav til videnskabelige love:
1: Årsag og effekt skal kunne påvises.
2: Kun empiriske love kan bestemmes videnskabeligt.
3: Anvendelsen af universelle empiriske hypoteser, adskiller
genuine forklaringer fra pseudoforklaringer.
4: Videnskabelig forudsigelse: F.eks. om en planets placering.
5: Hempel's kritik af Hegel:
'Self-unfolding of absolute reason in history-are mere meta-
phors witout cognitive content'. (Hempel 1942, note 3).
6: C.G.Hempel mener at empati kan bruges til at fremkomme med
psykologiske hypoteser. (F.eks. om historiens store mænd).
'Forståelse' falder uden for videnskabens genstandsområde.
(Hempel 1942: The function of general laws...: Side 347-355).
Jeg mener at Hempels definition af en videnskabelig lov illu-
strere den positivistiske videnskabs dualistiske opdeling af
verden i en empirisk tilgængelig del og en del, som kun
kan
studeres kunstnerisk og empatisk. (Jævnfør pkt.6).
----
----
C.G.Hempel om empiristisk videnskab og forudsigelse:
----
'...if a particular revolution is explained by reference to
the growing discontent, on the part of the population, with
certain prevailing conditions, it is clear that a general
regularity is assumed in this explanation, BUT we are hardly
in a position to state just what extent and what specific
form the discontent has to assume, and what the enviromental
conditions have to be, to bring about a revolution'.
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 350).
Dette er en afvisning af den marxistisk hypotese, som 'forudser'
at industri-proletariatet er bærer af en socialstisk revolution,
men det er samtidig en erkendelse af, at en revolutionsteori
kan
baseres på 'videnskabelig' grund.
C.G.Hempel's kritik af den fænomenologiske videnskab:
C.G.Hempel om sin positivistiske tese og hermeneutikken:
'This thesis is clearly in contrast with the familiar view
that genuine explanation in history is obtained by a method
which characteristically distinguishes the social from the
natural sciences, namely, the method of empathetic under-
standing'.
F.eks.afviser C.G.Hempel Hegels begreb om verdensfornuften:
'...self-unfolding of absolute reason in history- are mere
metaphors without cognitive content'.
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 352).
C.G.Hempel mener godt man kan anvende hermeneutik i en under-
søgelse, så er det blot ikke videnskab og det ender
tit op i en
pseudo-forklaring:
'...what counts, is the saundness of the general hypotheses
involved, no matter whether they were suggested by empathy
or by a strictly behavioristic procedure'.
'But the kind of understanding thus conveyed must clearly be
separated from scientific understanding. In history as
anywhere else in empirical science, the explanation of a
phenomenon consist in subsuming it under general empirical
laws'. (Her refererer Hempel til Zilsel).
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 353).
----
C.G.Hempel kritiserer Mandelbaum's determinationsbegreb:
----
C.G.Hempel citerer først Mandelbaum:
'...in seeing events as the products and producers of change'.
C.G.Hempel's afvisning af Mandelbaum:
'...it is the belief that a careful examination, of two
specific events alone, without any reference to similar ca-
ses and to general regularities, can reveal that one of the
events produces or determines the other'.
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 354).
'Therefore, the sweeping assertion that economic (or geogra-
phic or any other kind of) conditions DETERMINE the develop-
ment and change of all other aspects of human society, has
explanatory value only in so far, as it can be substantiated
by explicit laws which state, just what kind of change in
human culture will regulary follow, upon specific changes in
the economic (geographic, etc.) conditions'.
(Hempel 1942: The function of general laws in history. S. 355).
----
----
Konklusion om den empiristiske samfundsvidenskab:
----
Den empiristiske samfundsvidenskab var et vigtigt opgør
med
spekulative tilgange til samfundsforståelsen, men dens
empi-
ristiske verdensopfattelse virker blokerende for en udvikling
af samfundsvidenskaben.
H.afs.D: Fænomenologisk erkendelsesteori og historisme:
Neokantianismen.
I slutningen af 1800-tallet opstod der et neokantiansk opgør
med den positivistiske samfundsvidenskab.
Hovedideen i den neokantianske erkendelsesteori er, at i modsætning
til naturen, så er samfundet menneskeskabt, hvilke giver
en erkendelses-mulighed, som ikke eksisterer i studiet af naturen.
Repræsentanter for den hermeneutiske samfundsvidenskab:
Simmel, A.Schutz og evt. N.Luhmann.
Om udvælgelse af repræsentanter for hermeneutikken:
Jeg har valgt A.Schutz som hovedrepræsentant for den
fænomeno-
logiske samfundsvidenskab, dels fordi hans studier i hverdags-
livets sociologi stadigvæk er aktuelle, dels fordi hans
teori
har været genstand for overvejelser om en integration med
den videnskabelige socialismes samfundsvidenskab.
(Jævnfør bl.a. Birthe Bech-Jørgensen 1994:
Hverdagsliv...:
I: Dansk Sociologi 1994, nr.1, side 4-239).
Jeg har også været interesseret i N.Luhmann og
hans afvisning
at J.Habermas samfundsvidenskab, men da N.Luhmann efter min
mening 'svinger mellem' et hermeneutisk -og eksistensialistisk
videnskabsteoretisk grundlag, er han uegnet som repræsentant
denne retning.
42.Afs.: G.Simmel's samfundsvidenskab:
(G.Oakes 198O: Introduction to Simmel. Side 3-96 i Simmel
198O).
(G.Simmel 198O: Essays on interpretation in social science).
G.Simmels samfundsvidenskab er eventuelt ved at komme på
mode.
Jævnfør bl.a. Nils Gunder Hansen 1991: Sansernes
sociologi.
Anmeldt i Dansk Sociologi 1993, nr.4, side 91-92.
----
----
43.Afs.: A.Schutz' samfundsvidenskab:
A.Schutz om hverdagslivets sociologi.
----
Indledning om A.Schutz' samfundsvidenskab:
----
En kort gennemgang af A.Schutz's teori-grundlag med henblik på
hans erkendelsesteori, dialektik -og historicitet-begreberne.
A.Schutz's syn på naturvidenskab og samfundsvidenskab.
A.Schutz's social-analysemodel: Konstruktion af model-menneske.
----
A.Schutz's teori-grundlag:
----
A.Schutz bygger sin teori på A.N.Whitehead, W.James, J.Dewey,
Bergson og Husserl.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. København.
S. 21).
A.Schutz er også inspireret af Leibniz, M.Weber og G.H.Mead.
A.Schutz er inspireret af A.N.Whitehead's teori om tankens
organisation og W.James filosofi:
A.Schutz citerer W.James teori om de forskellige virkeligheder:
'Virkelighed ... betyder simpelthen relation til vort følel-
sesmæssige og aktive liv. Al virkelighedsoprindelse er
sub-
jektiv, alt hvad der ... stimulerer vor interesse er virke-
ligt.'.
(Her: Schutz 1975: Hverdagslivets sociologi, side 60).
Denne opfattelse er dualistisk, idet den definerer virkelig-
heden alene ud fra menneskets følelsesliv.
Bergson's filosofi om forskellige planer, fra handlingsplan
til
drømmeplanet. Med forskellige grader af bevidsthedsspændinger.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. København.
S.64).
A.Schutz's anvender Husserl's fænomenologi:
Husserl: 'Al real unities are unities of meaning'.
(Husserl: Her: Schutz 1975: Hverdagslivets ... . S.181, n.18).
Husserl skelner mellem udsagn om eksistens og -om virkelighed.
F.eks. hører drømme ind under eksistens.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. København.
S.87).
Husserl's teori om livsverden: DVS. verden som givet:
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. København.
S.95).
----
A.Schutz's 'befrier' James' begreb om underunivers fra James'
psykologiske teori. (Som er monistsik idealistisk?)
A.Schutz's anvender Husserl's fænomenologi:
'Vi taler om meningsprovinser, og ikke om underuniverser,
fordi det er vore oplevelsers mening og ikke den ontologiske
struktur, som konstituerer virkeligheden.'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi, Side 80).
Hermed afgrænses samfundsvidenskaben fra en teori om
menneskets
oprindelse.
----
Kritik af den behavioristiske reduktion af videnskabsbegrebet:
----
A.Schutz' kritisere G.H.Meads samfundsteori for at være
beha-
vioristisk, jeg karakteriserer G.H.Mead som eksistensialist.
(Jævnfør min afdeling om positivistisk samfundsvidenskab).
A.Schutz's kritik af 'behaviorismen':
'Et ideelt forfinet og fuldt udviklet behavioristisk system
ville f.eks føre langt bort fra de konstruktioner som
men-
nesker oplever deres egen og andres adfærd i dagliglivets
virkelighed'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. København.
S.22).
A.Schutz's om fænomenologi i forhold til behaviorismen:
'Men vort problem er ikke, hvad der sker for mennesket, som
en psykofysiologisk enhed, men den indstilling , det indtager
overfor disse hændelser.'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 62).
A.Schutz's kritik af G.H.Mead:
A.Schutz's kritiserer G.H.Mead for at være behaviorist
og for at
bruge behaviorismens stimulus-respons skema ukritisk.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 74).
A.Schutz's kritik af S.Freud:
Man må skelne mellem drømme og erindringer i drømme.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 91).
Det fremgår at A.Schutz's fænomenologi har et andet
genstands-
område end behaviorismen, jævnfør min opdeling
af samfundsvi-
denskaben i en eksistensialistik og hermeneutisk del.
----
32.Afs.: A.Schutz's erkendelsesteori:
----
A.Schutz om erkendelse:
'Strengt taget eksisterer der ikke sådanne ting som rene
og
simple kendsgerninger. Alle kendsgerninger er fra begyndelsen
kendsgerninger, der er udvalgt af vor bevidstheds aktiviteter
fra en universel kontekst. De er følgelig altid tolkede
kendsgerninger...'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 21).
Dette er en afvisning af empirismen og positivismen, som godt
kan indgå i en rationalistisk samfundsvidenskab.
----
33.Afs: A.Schutz om samfundsvidenskab og naturvidenskab:
----
A.Schutz:
'Moderne samfundsvidenskab står over for et alvorligt dilem-
ma. En retning føler, at der er en basal forskel i struktur
mellem den sociale verden og naturens verden. Denne indsigt
fører imidlertid til den fejlaftige konklusion, at sam-
fundsvidenskaberne toto coelo er forskellige fra naturvi-
denskaberne'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 22-23).
Der er en hovedforskel mellem natur- og samfundsvidenskaberne,
idet naturvidenskaben ikke afslører indre relevansstrukturer.
Men samfundsforskerens kendsgerninger ... har en særlig
mening
og relevansstruktur for de mennesker, der lever, tænker
og
handler i det.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 21).
Denne opdeling i forståelse og forklaring svarer til
H.Rickert.
Men forskellen mellem natur- og samfundsvidenskaberne er ikke
fundamental:
'Hverken naturvidenskabsmandens eller samfundsforskerens ver-
den er mere eller mindre virkelige...'.
'...visse procedureregler, der hører til korrekt tankeorga-
nisation er fælles for alle empiriske videnskaber'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 129 og 126).
Her er A.Schutz inspireret af A.N.Whitehead's teori om tankens
logiske organisation, hvorudfra der kan drages metode-regler.
Ligesom empirismen er blevet udbygget med logikken til den
logiske positivisme, udbygger A.Schutz hermeneutikken med en
logik, til en 'logisk hermeneutisme'.
----
A.Schutz om den 'naturlige indstilling':
Den naturlige indstilling tager verden for givet, men fænomeno-
logien overvinder den naturlige indstilling.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi, Side 79).
A.Schutz afvisning af den 'naturlige indstilling' er muligvis
ment som en afvisning af den materialistiske verdensopfattelse,
men jeg mener at der blot er tale om en afvisning af en vurgær-
materialistisk opfattelse.
----
----
A.Schutz om historicitet:
----
A.Schutz:
'Alle kulturgenstande - redskaber, symboler, sprogsystemer,
kunstværker, sociale institutioner osv. - peger gennem
selve
deres oprindelse og mening tilbage på menneskelige subjekters
aktiviteter. ... Denne historicitet kan undersøges i dens
visen hen til menneskers aktiviteter, som den er en aflej-
ring af. ..: F.eks. forstår jeg ikke et redskab uden at
kende
det formål, det er konstrureret til, et tegn eller symbol,
uden at vide, hvad det står for i bevidstheden hos den
per-
son, som bruger det... '.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 26-27).
A.Schutz om historisk biografisk situation og relevans-begreb:
'Mennesket befinder sig på et hvilket som helst tidspunkt
i
dagliglivet i en biografisk bestemt situation' ...
'Den er aflejringen af alle menneskers tidligere erfaringer,
organiseret i de vanemæssige besiddelser af det forhånden-
værende videnslager...'.
'Det er dette forhåndenværende formål, som
definerer de
elementer, som er relevante til dette formål ...'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 25-26).
A.Schutz om socialisering af viden og historie:
'Denne viden har dog sin historie, den er en del af vor so-
ciale arv, ... dens genetisk struktur'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi. Side 29-3O).
A.Schutz om meningsfuld spontanitet
'i den højeste form fører den til udførelsen
af arbejde,
som griber ind i omverdenen og forandrer den.'.
(Schutz, A. 1975: Hverdagslivets sociologi, Side 65, 69 og 77).
Det fremgår ikke om A.Schutx mener at den historiske
udvikling
kan foregå gennem en akkumulation af viden, uden en inddragel-
se at den teknografiske akkumulation, som en objektiv betin-
gelse for den historiske udvikling som Marx påpegede.
Den marxistiske samfundsvidenskab er i det hele taget ikke-
eksisterende for Schutz' 'relevans-verden'.
A.Schutz' sammentænkning af den 'historiske akkumulation'
af
fornuft og viden og dens betydning for et aktuelt samfund er
efter min mening væsentlig for udviklingen af en samfunds-
videnskab, som vil prøve at overvinde den positivistiske
dua-
listiske adskillelse af handling og system.
(Se f.eks. Habermas 1984: The theory of comm. action. I, s.121).
Jeg vil afvise den fænomenologiske erkendelsesteori,
fordi den nægter at beskæftige sig med menneskets
oprindelse.
H.afs.E: Rationalistisk erkendelsesteori og historisme:
Indhold:
50.Afs.: Indledning om rationalistisk erkendelsesteori:
Findes der en rationalistisk teoretisk fællesnævner?-.
51.Afs.: Strukturering af rationalistiske erkendelsesteorier:
Historisk fornuftsakkumulation og samfundsforandring.
52.Afs.: Den videnskabelige socialismes erkendelsesteori:
Lenin, Gramchi og Poulantzas.
53.Afs.: Den videnskabelige liberalismes erkendelsesteori:
H.Spencer, E.Durkheim og T.Parsons.
54.Afs.: Den kritiske rationalismes erkendelsesteori:
M.Weber, K.Popper og P.Berger.
55.Afs.: Øvrige rationalistiske erkendelsesteorier:
Strukturalismen?.
56.Afs.: Mod en rationalistisk enheds-erkendelsesteori:
Integration af Spencer-, Marx -og Weber-traditionerne.
57.Afs.: Vurdering af rationalisme og historisme:
Rationalistiske erkendelsesteorier og historisme.
58.Afs.: Konklusion om rationalisme og historisme:
Valg af den materialistiske rationalisme som hypotese.
50.Afs.: Indledning om rationalistisk erkendelsesteori:
Rationalisme som kobling af handlings -og systemteori:
Under begrebet rationalistisk erkendelsesteori, vil jeg inddrage
hvad jeg vil betegne som monistisk rationalistisk erkendelses-
teori, det vil sige teorier som forsøger af formulere
en kobling
mellem handling og system.
Dermed udelukker jeg den logiske empirisme og målrationalis-
tiske teorier fra kategorien rationalistisk erkendelsesteori.
Jævnfør min strukturering i tre fundamentale erkendelsesteorier.
I den nyere sociologi kan man nævne T.Parsons, N.Poulantzas
og
P.Berger, som tre forskellige eksempler på forskere, som
for-
søger at sammenkoble handlings -og systemteori ud fra
et ratio-
nalistisk erkendelsesteoretisk grundlag.
I denne opgave vil jeg ikke gennemgå Habermas' 'koblingsteori',
men nøjes med at trække på hans kritik af
de øvrige forskere.
Prioritering af den videnskabelige socialismes erkendelsesteori
i den historisk materialistiske udformning og kritikken af denne
samt
den kritiske rationalismes erkendelsesteori med særligt
henblik på dens kritik
af den videnskabelige socialisme. M.Weber, K.Popper og P.Berger.
51.Afs: Strukturering af rationalistiske erkendelsesteorier:
Historisk fornuftsakkumulation og samfundsforandring.
Den rationalistiske erkendelsesteoris historie:
Fra idealistisk rationalisme over dualistisk rationalisme til
materialistisk rationalisme:
Den rationalistiske erkendelsesteoris enheds-udgangspunkt:
Den rationalistiske erkendelsesteori mener at menneskets erken-
delse er et historisk -og socialt produkt.
Hvis det er rigtigt at menneskets erkendelse er et socialt pro-
dukt, må årsagen til at menneskene har forskellige
erkendelses-
teorier søges i deres respektive sociale tilværelse.
Dermed bliver erkendelsesteorien knyttet til historieteorien.
Den rationalistiske erkendelsesteoris enheds-udgangspunkt,
kom-
mer måske mest tydeligt frem i dens kritik af positivismen.
Afgrænsning mellem rationalisme og positivisme:
Den videnskabelige liberalismes erkendelsesteori er den ra-
tionalistiske retning, som er sværest at afgrænse
fra den
positivistiske erkendelsesteori.
T.Parsons er et eksempel på en forsker som bevæger
sig fra
rationalisme til positivisme, mens Weber bevæger sig modsat.
Opdeling i tre rationalistiske skoler:
1: Den videnskabelige socialismes erkendelsesteori:
Lenin, Gramchi og Poulantzas.
2: Den videnskabelige liberalismes erkendelsesteori:
H.Spencer, E.Durkheim og T.Parsons.
3: Den kritiske rationalismes erkendelsesteori:
M.Weber, K.Popper og P.Berger.
Den kritiske rationalisme, (Weber og Popper), afviser at det
er
muligt af forudsige samfundsudviklingen og karakteriserer den
videnskabelige socialisme som teleologisk. Er denne kritik be-
rettiget?-.
Da mit foreløbige udgangspunkt er rationalismen i sin
materia-
listiske udformning, vil jeg ikke komme nærmere ind på
rationa-
lister som grænser mod empirismen og eksistensialismen.
.
Afvisning af den idealistiske rationalisme:
Hegels rationalisme bygger på den forestilling at fornuften
har
en guddommelig oprindelse.
.
Kritik af Max Weber's rationalisme:
Er Weber kritisk rationalist eller logisk empirist?-.
.
Kritik af Karl Poppers kritiske rationalisme:
Er Popper's opfattelse af den videnskabelige socialismes erken-
delsesteori korrekt?-.
.
Jeg mener at Marx, Durkheim og Weber har en vis fælles
erken-
delsesteoretisk opfattelse, som afviser tanken om en guddom-
melig styring af samfundet og som tolker samfundsforholdene,
som skabt ud fra objektive betingelser.
Durkheim og Weber vil dog ikke kaldes for materialister.
52.Afs.: Den videnskabelige socialismes erkendelsesteori-er:
Indhold:
U.afs.A: Indledning om marxistisk erkendelsesteori:
De forskellige videnskabelige socialistiske retninger.
U.afs.B: Strukturering af de marxistiske erkendelsesteorier:
Revisionisme, historiematerialisme og kapitallogik.
U.afs.C: Den klassiske marxismes erkendelsesteori:
Marx og Engels. Naturdialektik og kapitalisme.
----
U.afs.D: Den revisionistiske erkendelsesteori:
E.Duhring og E.Bernstein.
----
U.afs.E: Den historiske materialismes erkendelsesteori:
Lenin, Gramchi, Althusser, Poulantzas og E.O.Wright.
----
U.afs.F: Den universitetsmarxistiske erkendelsesteori:
Den kapitallogiske erkendelsesteori: Schanz.
Den kritiske teoris erkendelsesteori: Habermas.
----
U.afs.G: Den neomarxistiske erkendelsesteori:
Mao, I.Wallerstein, P.Baran og P.Sweezy.
----
U.afs.H: Marxistiske erkendelsesteoretiske enheds-bestræbelser:
F.Braudel, K.Ekholm, W.Hollist, J.Friedman og Høiris.
----
U.afs.I.: Vurdering af den marxistiske erkendelsesteori:
Den videnskabelige socialisme og erkendelsesteori.
----
U.afs.J.: Konklusion om marxistisk erkendelsesteori:
Produktionsmåder og erkendelsesteorier.
----
----
U.afs.A: Indledning om den marxistiske erkendelsesteori:
----
Kan de forskellige videnskabelige socialistiske erkendelsesteo-
retiske retninger integreres til 'en' erkendelsesteori.
Prioritering af den historiske materialismes erkendelsesteori
og den universitetsmarxistiske kritik af denne.
Da den marxistiske erkendelsesteori mener at de forskellige
verdensopfattelse bliver skabt af forskellige samfundsforhold,
er den nært knyttet til den historieteoretiske teori-del.
U.afs.B: Strukturering af de marxistiske erkendelsesteorier:
Den videnskabelige socialismes erkendelsesteori blev at Marx
karakteriseret som 'dialektisk på et materialistisk grundlag'.
Lenin sammenfattede 'dialektik på et materialistisk grundlag'
i begrebet 'dialektiske materialisme', som siden har været
benævnelsen for den historimaterialistiske erkendelsesteori.
Den neomarxistiske erkendelsesteori bygger på Lenins teori,
ligesom den historiske materialismes erkendelsesteori.
Lenins teori er siden blevet kritiseret for ikke i realiteten
at nå ud over den mekanisk materialistiske verdensopfattelse.
Bl.a. af A.Pannekoek, A.Schmidt og Schanz.
U.afs.C: Den klassiske marxismes erkendelsesteori:
K.Marx' erkendelsesteori:
'Den måde, hvorpå det materielle liv produceres,
betinger den
sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet.
Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren,
men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer
deres
bevidsthed'.
(K.Marx 1974: Bidrag til kritik af den pol.øko. Side 13).
Man kan (med Hegel) tilføje at 'det materielle liv'
skabes af
den menneskelige ånd. (Se næste del om rationaliseringsteori).
F.Engels' metodeforslag til det borgerlige samfunds historie:
"Det, denne historie begynder med, må tankegangen
også begynde
med, og dens videre udvikling vil ikke være andet end et
spejl-
billede af det historiske forløb i abstrakt og teoretisk
kon-
sekvent form, et korrigeret spejlbillede, men korrigeret efter
love, som det virkelige historiske forløb selv frembyder,
idet
hvert moment kan betragtes på det punkt af udviklingen,
da det
har nået sin fulde modenhed, sin klassiske form".
(Engels i Marx 1974: Bidrag til kritik af den pol.øko.
S. 256).
Jeg vil karakteriser Engels' metodeforslag som 'rationalistisk'.
----
U.afs.D: Den historisk materialistiske erkendelsesteori:
----
U.afs.D: Den strukturmarxistiske erkendelsesteori:
----
Indledning om den strukturmarxistiske erkendelsesteori:
Selvom jeg ikke er enig med Althusser's politiske teori, mener
jeg at han tematiserede nogle væsentlige problemer indenfor
en
politisk relevant erkendelsesteori.
----
Om Althusser's erkendelsesteori:
----
L.Althusser om den teoretiske praksis:
L.Althusser deler 'processen i den teoretiske praksis' op i tre
generaliteter: I, II og III:
(H.Work 1978: Den strukturale marxisme hos Althusser. S. 34-35).
Generalitet I: 'Råmaterialet':
1.generalitet 'udgør det råmateriale, som videnskabens
teo-
retiske praksis forvandler til specificerede begreber, dvs.
til denne anden konkrete generalitet, som vi vil kalde gene-
ralitet III, som en erkendelse er'.
'Når en videnskab grundlægges, ..., så bearbejder
den altid
eksisterende begreber, vorstellungen, dvs. en forudgående
generalitet I, der er af ideologisk natur. Den bearbejder
ikke noget objektivt givet, ...'.
(Althusser, L. 1968: For Marx. Side 157).
Generalitet II: 'Produktionsmidlerne':
'Enhver forarbejdning (enhver praksis) forudsætter, som
vi har
set, at man forarbejder et råmateriale til produkter ved
hjælp af bestemte produktionsmidler'.
DVS. en given filosofi karakterises som 'produktionsmiddel'.
Generalitet III: 'Produktet': (Som bliver en ny generalitet
I):
'Mellem generalitet I og generalitet III er der aldrig væsens-
identitet, men der er altid sket en virkelig transformation'.
(Bachelard bruger begrebet epistmologisk brud).
(Althusser, L. 1968: For Marx. Side 158. Se også side
16O).
I-II-III: Althussers opsummering af den teoretiske praksis:
'...den teoretiske praksis producerer generaliteter III ved at
generalitet II bearbejder generalitet I'.
(Althusser, L. 1968: For Marx. Side 158).
L.Althusser 'fastholder' sin erkendelsesteori i hans svar
på
diverse kritikker af denne.
(Althusser 1976b: Marxisme og klassekamp. Side 1OO).
Jeg mener at Althussers erkendelsesteori på udmærket
vis de-
monstrerer nødvendigheden af en sammenkobling af erkendelses-
teorien med historieteorien.
Det er muligt at Althusser ikke har været i stand til at
rea-
lisere hans intension om en sådan sammenkobling, jævnfør
H-J.
Schanz kritik af Althusser. (Se 35.Afs.).
Jeg mener at Althusser's opfattelse af at Stalin og Mao førte
en
socialistisk politik kan tyde på at han i realiteten har
'ople-
vet verden idealistisk'. (Personkult og idealisme).
Althusser-skolens erkendelsesteori:
John Martinussens opsummering af Althussers epistomologi:
En fremhævelse af at kundskabens objekt er forskelligt
fra det
virkelige objekt og at de ikke kan betragtes som to bestanddele
i et totalobjekt.
(Martinussen 1976: Materialistisk statsteori. S. 11, 13 og 15).
H.Work om Althusser's erkendelsesteori:
'Den marxistiske filosofi påpeger, at man kun kan erkende
det, der er. Herved afviser man den spekulative idealis-
me og fremhæver i stedet værens primat over tanken
eller
realobjektets over erkendelsesobjektet'.
(H.Work 1978: Den strukturale marxisme hos Althusser. S.80-81).
J.Martinussen og H.Work prøver ved hjælp af Althusser,
at
præcisere at Marx' teori er 'materialistisk' ved at fremhæve
'værens primat over tanken', men jeg mener at det er tvivlsomt
om denne defintion er fyldestgørende nok til en afgrænsning
over for den objektive idealisme.
Jeg mener at Schanz slipper bedre af sted med en bestemmelse
af idealismen. (Se næste afsnit, 35.Afs.).
U.afs.F: Den universitetsmarxistiske erkendelsesteori:
Schanz' kritik af Althusser's erkendelsesteori:
H-J.Schanz kritiserer Althusser for ikke at have forstået
at
kapitalismen er et specifikt realobjekt, som Althusser kommer
til at universalisere en logicitet ud fra.
(Schanz 1977: Til rekonstruktionen af kritikken af ...: S.204).
H-J.Schanz pointerer at det først er med værdiformslogikken
at idealismen ikke blot kan forklares som en ideologisk be-
vidsthedsform, idet idealismen nu kan bestemmes som repræsen-
terende ...
'det herredømme, som det abstrakt almene har tilrevet
sig'.
(Schanz 1977: Til rekonstruktionen af kritikken af ...: S.131).
L-H. Schmidt kritiserer Althussers generalitets-model for
at
være formalistisk og henviser til Althussers behandling
af Lacans
forhold til Freud, som en mere konkret ansats.
(Schmidt, L-H. 1977: Filosofikritisk rekonstruktion. S. 110-111).
Da jeg har nedprioriteret den erkendelsesteorietiske teori-
fraktion vil jeg ikke uddybe Schanz' kritik af Althusser, men
nøjes med at konstatere at jeg er enig med Schanz i hans
poin-
tering af de erkendelsesteoretiske begrebers 'historicitet'.
(Se også den historieteoretiske teori-fraktion. 8.Del).
U.afs.I.: Vurdering af de marxistiske erkendelsesteorier:
Man må konstatere at man ikke kan tale om en enkelt marxistisk
erkendelsesteori.
57.Afs.: Vurdering af rationalisme og historisme:
Valg af den rationalistiske erkendelsesteori, fordi.................
H.afs.H. Vurdering af erkendelsesteorier og historisme:
22.Kap: Erkendelsesteoretisk hypotese:
Opdeling i fire erkendelseskilder:
Opdeling i tre filosofier og tre erkendelsesteorier.
Strukturering af erkendelses-kilder:
Opdeling i fire erkendelseskilder:
Introspektion, sansning, intuition og fornuft.
Persontyper og erkendelsesteori:
Psykologi og erkendelsesteori. (C.G.Jung).
Strukturering af erkendelsesteorier:
Opdeling i tre erkendelsesteorier:
Fænomenologisk-, positivistisk -og rationalistisk
teori.
Erkendelsesteori og filosofi:
Idealistisk-, dualistisk og -materialistisk filosofi.
Skitse af de fire erkendelses-kilder:
23.Kap.: Sansning som erkendelseskilde:
Gennem sanseerfaring kan man erkende den fysiske verden.
Den empiriske samfundsforskning sætter et måleinstrument
mellem sanseorganerne og det som skal studeres for at få
et objektivt mål.
Den empiristiske og positivistiske videnskab enerkender alene
denne form for objektiv måling som videnskab.
Empirisk , induktiv og komparativ metode.
24.Kap.: Intuition som erkendelseskilde:
Gennem intuition og empati (indlevelsesevne) kan en forsker
prøve at sætte sig i andre menneskers sted, for
at forstå, hvorfor de hander som de gør i en given
situation.
Semiologisk metode.
25.Kap.: Introspektion som erkendelseskilde:
Introspektion som erkendelseskilde vil sige at man "kigger
ind i sig selv".
Som eksempel på introspektiv forskning, kan man nævne
S.Freuds forskning
og hans psykologiske model med "id, jeg og overjeg".
Ud fra en erkendelse af at forskellige socialgrupper, nationer
og historiske epoker socializere individet forskelligt, er det
som samfundsforsker nødvendigt at erkende den formningsproces
man selv har været igennem, for ikke at anvende den som
en målestok over for andre kulturer.
Problematikken omkring studiet af en selv, med henblik på
at distancere sig fra forskellige dogmer og forudfattede meninger,
som er resultatet af ens egen sociale situation, vil jeg sammenfatte
under begrebet hermeneutisk metode.
Den hermeneutiske metode er især blevet udviklet af
den fænomenologiske samfundsvidenskab, men jeg mener godt
at den rationalistiske samfunds-videnskab kan anvende de resultater
fænomenologien er nået frem til, selvom jeg vil afvise
den fænomenologiske dualistiske opdeling af videnskaben
i natur -og samfundsvidenskab..
Hermeneutisk og deduktiv metode.
26.Kap.: Fornuft som erkendelseskilde:
Et naturvidenskabeligt eksempel på logisk metode er
Kepler og Kopernicus` udregning af planeternes baner, ud fra
empiriske målinger, hvilke gjorde det muligt at bevise
at jorden ikke var flad og universets midtpunkt som skolastikerne
hævdede. Derefter blev den rationalistiske metode anerkendt
inden for natur-videnskaben i løbet af 1600-tallet.
Den rationalistiske naturvidenskab inspirerede samfundsforskerne
til at beskrive samfundet som et logisk system.
Den rationalistiske samfundsvidenskab var i begyndelsen indlejret
i en
dualistisk filosofi, som mente at det var gud, som oprindeligt
havde sat samfundssystemet igang.
F.eks. sammenlignede T.Hobbes samfundet med et urværk,
som var sat i gang af gud.
Holbach prøvede at gøre op med denne dualistiske
rationalisme, ved at hævde en genuin materialistisk filosof,
men han var ikke i stand til at forklare samfundets oprindelse
og udvikling ud fra hans mekanisk materialistiske verdensopfattelse
Det var først K.Marx som det lykkedes for, at forklare
samfundets oprindelse i forlængelse af C.Darwins teori
om menneskets oprindelse og forklare samfundets udvikling efter
inspiration fra Hegels dialektiske historieopfattelse.
Lenin sammenfattede Marx` opfattelse i begrebet "dialektisk
materialisme".
Begrebet materialisme kommer her til at stå for den
opfattelse af mennesket nedstammer fra dyrene, som igen er opstået
ud fra den uorganiske materie.
Man kan karakterise denne opfattelse som materialistisk rationalisme.
Den positivistiske samfundsvidenskab har formuleret en systemteori
og fænomenologien har formuleret en handlingsteori.
Den rationalistiske samfundsvidenskab mener principielt at
det er muligt at sammenkoble disse to teoridele, ved at overvinde
den positivistiske opdeling af videnskaben i en empirisk målbar
del og en moralsk del, som kun kan tolkes gennem kunsten, samt
en overvindelse af den fænomenologiske dualistiske opdeling
af videnskaben i en natur -og samfundsvidenskab og dermed etablere
en samlet teori for menneskets oprindelse og forbindelsen mellem
samfundsudviklingen og forandringen af de moralske værdier.
Den rationalistiske samfundsvidenskab kan dermed karakteriseres
ved at have den principielle opfattelse, at det er muligt at
overvinde både den positivistiske -og den fænomenologiske
dualisme.
Indtil den rationalistiske samfundsvidenskab har løst
denne opgaven med at overvinde de to dualismer på en ovebevisende
måde, eller opgivet projektet, vil samfundsforskerne være
delt i tre lejre.
Om den rationalistiske overvindelse af den positivistiske
dualisme:
Kan rationalismen demonstrere et sammenhæng mellem social
struktur og personlighed.
Durkheim og Freud. T.Parsons.
Marx og Freud. Den kritiske teori.
Marx og G.H.Mead. P.Berger.
Om den rationalistiske overvindelse af det fænomenologiske
dualisme:
Menneskets oprindelse og Darwin.
Monistisk rationalisme og dualisme:
Det er ikke mit formål i denne opgave at tilbagevise de
dualistiske samfundsvidenskaber, men blot at påvise denne
problematik som central for sociologiens udvikling.
Personligt deler jeg den monistiske rationalismes principielle
opfattelse af at det er muligt af afvise den positivistiske -og
den fænomenologiske dualisme,
men jeg mener ikke at denne opgave er blevet løst af hverken
T.Parsons, N.Poulantzas, J.Habermas, P.Berger, eller nogen anden
af de førende rationalistiske samfundsforskere.
Rationel og logisk metode.
27.Kap: Erkendelsesteori og samfundsvidenskab:
Om forskellige erkendelsesformer i de historiske
epoker.
Identifikation af tre samfundsvidenskabelige paradigmer.
Forekommer der i ethvet samfund en logisk sammenhæng
mellem verdensopfattelse, samfundsform og den tekniske udviklingsgrad.
28.Kap: Vurdering af erkendelsesteorien:
Erkendelsesteorierne og den historistiske teori:
De moralske værdier er samfundsskabte. (Imod positivismen).
Mennesket nedstammer fra den uorganiske natur. (Imod fænomenologien).
Det er muligt at sammenkoble socialstruktur og personlighed.
(For rationalismen).
Jeg mener ikke at polemikken mellem de tre samfundsvidenskabelige
paradigmer er et afklaret spørgsmål, det er derfor
nødvendigt af vælge en af retningerne for at få
en midlertidig kritikbase.
29.Kap: Konklusion om erkendelsesteori:
Valg af den rationalistiske erkendelsesteori, som udgangspunkt
for min samfundsanalytiske model.
Jeg mener at samfundets udvikles i takt med den instrumentelle
fornufts akkumulation i produktionsapparatet og at det dermed
er muligt at erkende
dette sammenhæng ud fra en logisk og rationel erkendelsesteori.
I den næste teorifraktion om rationaliseringsteori vil
jeg prøve at uddybe denne tankegang.
|
